(+45) 86610721
mail@komail.dk
Ulvevej 24b
7800 Skive

Kursus-Nyt fra Salling-Skive Landdyrlæger

Pia, Jens og Vibeke har alle for nyligt været på kursus. De er hver gang kommet hjem fra kursussamlinger med fornyet engagement og energi. Det har smittet lidt af på os andre og givet alle et lille fagligt løft.

Måske det også var noget for jeres medhjælpere at sætte sig til rette på skolebænken og få lidt nyt fagligt input, inspiration og motivation med hjem.

Vi vil meget gerne samle en håndfuld videbegærlige kursister og give dem en helt kort, yderst praktisk og anvendelig gennemgang af forskellige emner indenfor malkekvæg. Vi brænder for at dele ud af vores viden om alt fra kalve til klove over medicinhåndtering og yversundhed til ko-signaler samt mælkefeber/efterbyrd.

Tænk ud af klovbeskæringsboksen og inviter Bjarne ud i din besætning. Få brugbare tips og tricks til alt fra pedicure til skomode for køer.

Som udgangspunkt afholdes kurserne i vores lokaler på Ulvevej i Skive. Varigheden af kurserne er en enkelt dag, typisk 2-4 timer. Mette og Hanne kræser om kursisterne og sikrer blodsukkerniveauet med en sandwich, frugt og kage.

Kurserne kan afholdes på dansk eller på engelsk.

Vi vil allerede nu gerne invitere til kursus i medicinhåndtering. Kurset er godkendt af Fødevarestyrelsen og er lovpligtigt for alle som behandler dyr. Kurset omfatter forsvarlig og korrekt brug af medicin samt gældende lovgivning.

- E-learnings kursus i teori – snup teorien på din lap top hjemme fra sofaen
- Praktisk del – gennemgås med din dyrlæge
- Men hvordan kommer en flæskesteg og en vandmelon lige ind i billedet? Nysgerrig?

Udbydes både på dansk og engelsk. Velegnet til danske og udenlandske medarbejdere.

Tidspunkt for indledende møde/kort introduktion: torsdag d. 29/10 kl. 11. Pris: 1300,-

Tilmelding på 97576095/86610721, mail@ssldl.dk – eller til din dyrlæge senest d. 22/10

Du modtager snarest en folder med inspiration til flere spændende kurser som udbydes fra os i Salling-Skive Landdyrlæger.

Du er altid velkommen til at komme med forslag og ønsker til kurser og arrangementer. Hvis det foretrækkes, kunne det også være en mulighed at tilrettelægge kursus, så det gennemføres i frokoststuen på jeres egen bedrift.

Mange hilsner fra os alle i Salling-Skive Landdyrlæger

 

Nyt fra Dyrlæger & Ko

I dette nyhedsbrev kan du læse om dine muligheder for økonomisk rådgivning hos Dyrlæger & Ko, samt om et nyt hold nyuddannede kvægfagdyrlæger.

Et større økonomisk output?

Vi nærmer os budgetsæsonen. Det er her, der skal tænkes tanker og sættes penge af til næste års produktion på din bedrift. Og hvad skal der så ske i 2021?

Mange har nok ønsker til forbedringer i stalden, men hvad kan samtidigt rykke positivt ved din bundlinje?

 

Få mere ud af dine handlingsplaner

Flere landmænd bruger det allerede i dag, måske det er noget for dig?

”Jeg bruger dyrlægen som sparringspartner sammen med min fodringskonsulent. Hun er en stor del af den daglige drift” (Landmand, interview fagdyrlægeprojekt 2019)”

”De handlingsplaner der kræver større investeringer, vil være oplagte at tage med i budgettet” (Landmand, interview fagdyrlægeprojekt 2019)”

I dag laver din dyrlæge handlingsplaner (et lovkrav) ude på din bedrift. Det kan fx være en handlingsplan som kræver en større økonomisk investering, som nye madrasser, ny malkerobot eller investering i brunstovervågning.

Det kan også være ændringer af procedurer som fx forlænget laktation, brug af vaccination, at gå fra 3-2x eller 2-3x malkning mv.

Måske er du i tvivl om, der er økonomi i en sådan investering eller ændring, eller måske er banken skeptisk?

Med din dyrlæges kendskab til netop din besætning og dine tal kan vi beregne den samlede effekt, herunder hvad investeringen/ændringen vil have af økonomisk betydning.

”Vi praktiserer at få lagt planer om efteråret inden vi går vinteren i møde. Rent økonomisk er efteråret også det bedste, for så kan jeg nå at få det med i budgettet.

Jeg går meget op i, at alt kommer med i budgettet, så der ikke kommer overraskelser. Det føler jeg, at jeg får et godt samarbejde med banken ud af” (Landmand, interview fagdyrlægeprojekt 2019).

I Dyrlæger & Ko har vi uddannet dyrlæger i Simherd. Det er et økonomisk analyseværktøj, som tager udgangspunkt i din bedrifts nøgletal samt din og din besætningsdyrlæges kendskab til din besætning. Sammen beregner vi bedste bud på effekten af investering eller implementering af dine ønsker. Ønsker din bank/investor bevis herfor, laver vi også en rapport, som begrunder økonomien bag.

Tag fat i din dyrlæge og hør om, hvordan din eksisterende besætningsrådgivning kan blive løftet op på et højere niveau med tværfaglighed og en økonomisk tilgang, så din bundlinje forbedres.

 

Nye kvægfagdyrlæger i Dyrlæger & Ko

Kvægfagdyrlægeuddannelsen er en integreret tværfaglig uddannelse for dyrlæger og fagkonsulenter.

Forløbet strækker sig over 2½ år og kommer omkring tværfagligt samarbejde, økonomi, kommunikation og en række dyrlægefaglig emner.

I Dyrlæger & Ko er et af vores centrale mål, at vi hele tiden udvikler os fagligt, og videreuddannelse er en af måderne. Vi bestræber os på hele tiden at få den nyeste viden bragt i spil, til fordel for vores kunder.

Det nye hold kvægfagdyrlæger er lige blevet færdige og fra Dyrlæger & Ko, har følgende kvægdyrlæger gennemført uddannelsen:

- Charlotte Bakkegaard, Kvægdyrlægerne Midt
- Tanja Nielsen, Dyrlægerne Optivet
- Tobias Volhøj, Vendsyssel Landdyrlæger
- Torben Thurøe Riis, Han Herred Dyrlægerne
- Vibeke Sommer Thomsen, Salling-Skive Landdyrlæger
- Gepke Sønnichsen, Dyrlægegruppen Skjern Å-Videbæk